Rives Special Gin fra Rives

Marts 2019

RIVES SPECIAL GIN - EN SMAG AF SYDENS SOL

Vi hylder stedet det hele startede. Smagen af enebær, citrus og vidunderlig sødme med et strejf solskin gennem glasset. Vi skal tilbage til rødderne, og fornemme forårets komme lige rundt om hjørnet, mens tankerne vandrer tilbage på den eftermiddag, midt på torvet i den lille spanske by, hvor vi fik serveret en ægte spansk Gin & Tonic…

Ginnen
Rives Special Gin er flagskibet hos det andalusiske familieejede destilleri Rives. Ginnen er typisk spansk med et godt aftryk af enebær og appelsin. Rives destillerer selv sit basedestillat på rødbeder, på den 30 meter høje kolonne kedel (Spaniens højeste) efterfulgt af en destillering med “one shot method” på ældgamle kobber stills. Det er specielt interessant i en tid, hvor ingredienser ofte bliver destilleret hver for sig og blandet efterfølgende. Her er tale om en god gammel håndværkstradition og hvordan London Dry Gin stilen oprindeligt var tiltænkt.

Flasken kan bedst betegnes som “old school” i en tid, hvor mange andre gin relanceres i forsøget på at differentiere på det visuelle. Det kan næppe siges om Rives Special Gin. Men lad dig ikke snyde for en fantastisk oplevelse, indholdet er utroligt velsmagende, og rammer spot on på en fornemmelse af sol, sommer og sorgløse stunder.

Tonicen
Forestil dig en tonic med smagen af det bedste fra alle citrusfrugter. Det er intet mindre end den tonicvand, som gemmer sig i månedens Ginkasse. Yuzu er en japansk citrusfrugt, der har sødme, syrlighed og friskhed i sig samtidig, og giver sammen med kinin en fantastisk delikat smag.

Månedens tonicvand er også spansk. Den hedder Original Tonic og kommer i spritnyt design. Original Tonic var officiel tonic til den netop afholdte ginfestival i København.

Tilbehør
Der findes kanel og så findes der cassiabark. Denne måneds tilbehør er ægte kanel, der smager og dufter helt fænomenalt. Ægte kanel er mere porøst og har flere lag end cassia “kanel”, det typisk ligner buet bark. Og så indeholder den ægte vare mindre kumarin end cassiabarken gør. Et højt indtag af kumarin kan give skader på leveren – og det kan vi jo ikke have…

Det finder du i din ginkasse:

  • Rives Special Gin, 70cl
  • 4 x Original Yuzu Ocha Tonic Water
  • 1 x Regional Co. Ceylon kanel 20 gram
  • Kartotekskort på Rives Special Gin